Brandin­g­eks­pert sympati­serer med landsholdet: “Er jo nærmest kastet under bussen”

Billedet herunder linker til artiklen hos Børsen, fra i dag (betalingsmur). Under billedet kan du dog se nogle af de pointer, jeg nævnte for journalisten plus nogle som er kommet til efterfølgende.

Klik på billedet for at gå til artiklen hos Børsen - dog bag betalingsmur.

Mon ikke mange tænker det åbenlyse. Hvor er politikerne, udenrigsministeren eller (arbejds-)regeringen. Burde de ikke tage over, så Kasper Hjulmand kan coache fodboldlandsholdet frem for at skulle være ambassadør for hele Danmarks moral om menneskerettigheder, homoseksuelle og migrantarbejdere. Man får næsten ondt af DBU og spillerne, der bliver tacklet gang på gang i Qatars hede ørkensand, hvor underlaget skrider under frygten for shitstorms, hver gang de prøver at løbe frem. Sådan tror jeg, at mange har det, og derfor er jeg ikke så bange for DBUs omdømme.

Mathias Sommer fra Børsen spurgte ind til hele situationen. VM i Qatar, fodbold-landsholdet, menneskerettigheder, DBU, armbind, FIFA og Kasper Hjulmand. Ja, præcis; det er noget værre rod, er det!

Er aktionerne en god ide?

Hop lige ud af landsholdstrøjen et øjeblik! Prøv at overveje, hvis man stillede samme forventninger til andre danskere, der arbejder i udlandet. Skulle en pumpe fra Grundfoss pludselig forsynes med “One love”- logoet. Eller hvad med vores ferier sydpå. Burde vi ikke alle sende “PR-raketter afsted”? Ok, første pointe - det er et vildt pres, vi lægger på spillerne. De er uddannet i fodbold men bliver pludselig afkrævet holdninger og PR-aktioner.

I et kortsigtet perspektiv giver disse PR-happenings mening. Men i et langsigtet perspektiv, er det faktisk bedre branding af Vesten, hvis vi kan holde sporten fri for politik. Internationalt har vi brug for et fælles sted, at kunne begejstres - det skaber et vigtigt fundament for dialog, som vi nemt mister, hvis vi bliver for intolerante i vores tolerance og tilgang til kommunikation. Næste afsnit forklarer, hvad jeg mener.

Tid til kommunikationsmæssig selvransagelse

Hvem tror vi egentlig, vi er. Pludselig at skulle udbasunere vores værdier for hele verden og reelt tro, at vores sandhed er eneste mulige objektive fact. Selvom menneskerettigheder og demokrati synes indlysende for os, er de vokset ud af en historisk udvikling over tid, som vi altså ikke selv kan tage æren for anno 2022. Eller vil vi virkelig hårdnakket påstå, at vi ville have haft de samme holdninger, hvis vi var opvokset i en beduinlejr i et muslimsk land? Point taken! Og det betyder, at vi ikke må glemme modtageren.

Kommunikation er ikke vellykket, når det er afsendt. Det er først vellykket, når det er modtaget, forstået og anerkendt. Yes, balancen er svær, for vi ønsker jo heller ikke at blive udnyttet som en form for blåstempling af værdier, vi slet ikke kan stå inde for.

Min anbefaling til DBU, og andre lignende internationale neutrale institutioner er derfor, at vi skal inspirere, opmuntre til en positiv forandring og gå foran med et godt eksempel. Men fodbolden selv bliver nødt til at være neutral og uden fordømmelse. Det betyder omvendt, at regnbueflag om armen faktisk ikke duer. Faktisk er min påstand, at det i denne konkrete situation bare udstiller Vestens ignorance, bedrevidenhed og værdimæssige tomhed - altså set fra den mellemøstlige målgruppe, som vi prøver at ramme.

Mit ærinde er ikke at pille ved målet og det vi ønsker at opnå. Jeg arbejder netop professionelt med branding og kommunikation og ønsker derfor at sikre, at vores budskaber ikke bare afsendes - de skal også modtages! Ellers vil den eneste effekt være selvfed rygklapperi.

Kommunikation ændrer kun holdninger, hvis afsenderen anerkendes af modtageren. De regnbueraketter vi derfor aldrig fik sendt afsted om armen på Simon Kjær, ville næppe have skabt den forandring, vi ønskede. Det ville helt sikkert føles godt i vores egen andedam. Det ville skabe likes, omtale og bekræfte det tolerante selvbillede, vi har forelsket os i. Men da målgruppen ikke er os selv, bliver vi nødt til at tale det sprog som målgruppen respekterer og lytter til. Og provokation eller fordømmelse er ikke midlet i denne sag. Verden er i opbrud. Mere end nogen sinde før, bliver sportens rolle derfor at skabe et frikvarter, hvor vi kan mødes. Fraværet af “pegen fingre” kan vise sig at være et stærkere middel til at opnå, det vi gerne vil. Det er klart, at andre instanser som de politiske, så skal bruge dette som et afsæt til dialog.

Udstiller vestens tomrum

Landsholdet valgte at parere ordre fra FIFA - og mon ikke det kan betragtes som en offentlig hemmelighed, at FIFA også har pareret ordre fra Qatar? Det udstiller ikke bare spillerne men hele vestens problematik. Vores værdier er blevet mageløse - vores moral er tårnhøj - lige indtil det rammer os selv; så tager bekvemmeligheden over. Brandingmæssigt betyder det, at de værdier, som mange europæiske hold har skudt afsted igennem kreativ PR, i store dele af bl.a. mellemøsten blot udstiller vestens tomrum. Værdier vakler jo ikke, hvis de er værdier. Alligevel blev vores regnbueraketter aldrig rigtig sendt afsted; men de ramte os selv alligevel.

Om sport og politik

Nu står det i hvert fald sort på hvidt, at det ikke længere er muligt at adskille sport og politik. FIFA er jo blæst fuldstændig omkuld. De har mistet grebet alt imens værtsnationen dikterer rammerne.

Klik på billedet for at gå til artiklen hos Børsen - dog bag betalingsmur.

Qatar udstiller på sin vis hykleriet i vestens moral. Vi er vidne til et sportsligt værdisammenstød. Det ryster ikke bare spillerne men også de farvede dannebrogskinder foran fjernsynene.

Hvordan skal DBU agere?

Må jeg være ærlig. Jeg ved det ikke. Og pointen er, at de er viklet ind i et sort hul af en gordisk knude. De prøvede at spille det perfekte PR-spil. Sorte spillerdragter som sørgebind, træningstrøjer påskrevet “human rights for all” og en hel DBU-dellegation, sendt afsted for at finde et politisk korrekt hotel til landsholdet, der ikke ville backfire. Men alt blev taget fra dem. Selv hotellet viste sig at være lullet ind i statsapparatet.

Hvad gør situationen ved lysten til at være sponsor?

Nedturen er kortvarig. Det er jo selve spillet, sponsorerne er forelsket i - ikke FIFA. De drømmer om letkøbt synlighed, at komme i top of mind hos tilskuerne. Og i det spil er FIFA trods alt bare en administrererende ramme. Selvom det formelt set er FIFA man sponsorerer, vil tilskuere stadig forbinde de enkelte brands med fodbolden, passionen - ikke FIFA. Derfor vil dette VM heller ikke ændre noget i et længere perspektiv, så længe selve fodbolden virker ren.

Råd til sponsorer

Som sponsorer køber man synlighed og positionering. That’s it. Og her handler det altså ikke bare om at sende en pdf-fil afsted med et logo. Et sponsorat er en gigantisk serv; desværre er der mange, der glemmer at gribe bolden. Carlsberg og Stark gør det rigtige. De udnytter muligheden som PR til at bekende kulør, få oplyst deres marked om deres DNA. På den måde udnytter de synligheden til positionering, hvilket var hele meningen.